Velkommen til Sejlhuset
Sejlhuset er en integreret institution med vuggestue i Ørestad og to udflytterbørnehaver, som vores børnehavegrupper hver dag tager bussen ud til. I vuggestuen har vi fem grupper med 12 børn i hver, og i børnehaven har vi i alt fire grupper med 25 børn i hver - to grupper i hver udflytter.
Vores vuggestue
Vuggestuen ligger på Edvard Thomsens Vej 37 i Ørestad lige ud til Byparken. Her bor vi i nyere lokaler, som er lyse og velindrettede. Vi har et stort fællesrum med masser af motorikredskaber, hvor børnene kan tumle og klatre.
Fordi vi ligger i stueetagen, så har alle grupperum direkte udgang til vores legeplads, som vi har indrettet med et naturværksted, bålplads og små grønne oaser, hvor børnene i vuggestuen kan gå på opdagelse. Vi indtænker naturen i alt det vi gør og tager ofte på opdagelse i naturen sammen med børnene - nogle gange i Byparken og andre gange til Amager Fælled.
Vores udflytterbørnehaver
Vi har to udflytterbørnehaver - en i Dragør og en i Lynge. Her har børnehavebørnene deres hverdag helt tæt på naturen og med masser af tid udenfor hele året rundt.
Både børn og medarbejdere kører hver dag med bus fra Ørestad og ud til hver deres udflytter. Begge udflytterbørnehaver ligger i ældre landejendomme i meget naturskønne omgivelser. I børnehaven er vi udenfor stort set hele dagen - udgangspunktet er altid at være udendørs, medmindre der er en særlig grund til at gå ind.
Vores profil
I Sejlhuset har vi profilen "natur, udeliv og sundhed", og det er temaer, som vi har stort fokus på i vores daglige pædagogiske arbejde og i børnenes hverdag. Vi er friluftscertificerede, hvilket betyder, at vi har været igennem et forløb, hvor alle medarbejdere har lært, hvordan vi kan bruge naturen i vores arbejde med børnene.
Vi bruger naturen i de aktiviteter, vi laver med børnene, og vi tager gerne legetøj og kreating med udenfor. Vi tager også de ting, vi finder i naturen, med indenfor og bruger til krea og sanselege. Vi tror på, at det vi sanser, det husker vi.
For os handler vores profil om at få masser af bevægelse, være udenfor og spise god, nærende og økologisk mad. Det handler også om at give børnene følelsen af livsmod, livsglæde og at kunne mestre livets mange forskellige situationer.
Vi lader os inspirere af Antonovskys definition af sundhedsbegrebet. Han arbejder med tre begreber: forudsigelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed. Vi arbejder med hverdagsrutiner og en pædagogisk struktureret hverdag, der giver børnene en oplevelse af forudsigelighed og genkendelighed.
Vi understøtter sammenhængen mellem udeliv i vuggestuen og børnehaven blandt andet igennem fælles ture, børnehavebesøg og vores pædagogiske ståsted, når vi er sammen med børnene i naturen. Når børn er i rammer med både forudsigelighed og meningsfuldhed, giver det barnet mulighed for at håndtere omverden og barnets egne færdigheder. Alt dette er med til at skabe en grøn tråd for de børn der går i Sejlhuset.